Børns mundtlige legekultur Aktivitet
1
Resume af :Gakkede gangarter …….. Af Beth Junker
Beth Junker skriver om Pædagogiske læreplaner i dagtilbud. Loven om for børn siger, at ” Det enkelte
dagtilbud skal udarbejde en pædagogisk læreplan (…) der giver rum for leg,
læring og udvikling”. Hun siger der at, leg
kan hverken kan styres, formål bestemmes eller måles, men at kvaliteten af den
afgøres af dem der deltager i den. Loven fastslår derudover, at ”Den
pædagogiske læreplan skal (…) arbejde med mål for læring og indeholde
overordnede pædagogiske beskrivelser af relevante mulige aktiviteter og metoder”
Hvis læring er undervisning er mål ikke noget problem. Al undervisning er formålsstyret. Men hvis læring ikke er undervisning, er problematikken en anden. Problemet med loven et den kombinerer ’læring’ med ’mål for læring’ og dermed tilsyneladende afskærer de centrale læreprocesser, som hverken kan styres eller måles. Fortolkning af lovteksten kan få teori, begreber og praksis - leg, læring og udvikling - til at hænge sammen. De kommende pædagogiske læreplaner også omfatte: ”Kulturelle udtryksformer og værdier (kendskab til forskellige kulturelle udtryksformer og værdier, udnyttelse og brug af sanser via musik, tegning, dramatik, ler m.v.)”
Hvorfor skal vi have læreplaner? Vi har i Danmark i det 20. århundrede rost sig selv for vores oplysnings-, uddannelses-, børne- og ældreomsorgstænkning. Vi har satset kollektivt på retten til grunduddannelse, retten til videregående uddannelsesstøtte, på fri adgang til viden, oplysning og kvalitetspræget underholdning, retten til tryg alderdom.
Nordlæs- og Pisa-undersøgelsen har dog konstateret at De danske børn læser for sent, kan for lidt matematik, behersker ikke Danmarks geografi, taler kun middelmådigt internationale sprog.
Skoleloven fra 1814 gjorde undervisning lovpligtig og dengang var det kun hver anden uge der tvang børnene væk fra stalden, marker og køkkenet for at modtage den obligatoriske skolegang.
I det 20.århundrede kom der en kollektiv bevidsthed om skolens nødvendighed. Vuggestuer, børnehaver og dagplejer er så ungt et felt, at der i modsætning til Folkeskoleområdet endnu ikke er blevet skabt en kollektiv bevidsthed om institutionernes samfundsmæssige vigtighed. Siden 1960erne og 70erne, hvor både mænd og kvinder fik mulighed for at stå ’til rådighed’ for arbejdsmarkedet, har ’dagtilbuddene’ været samfundsmæssigt nødvendige. Men der har ikke været almen folkelig enighed om, at det var godt, slet ikke om, at det var godt for børn.
Danmark har allerede i en årrække fulgt dagsordenen. ’Indskoling’ hed det første slogan, der tog det sidste år fra børnehavelivet. Fænomenet skulle have været lovpligtigt. Det blev det ikke.
De ’pædagogiske læreplaner’ er endnu et skridt der handler det om at skabe de bedste forudsætninger for indskolingsårene. Den siger at: lær dem at omgås tal og bogstaver, natur, krop, sprog og kultur, så de redskaber og forudsætninger, decideret undervisning kræver, er til stede, når skolen og undervisningen har brug for dem. Det er ikke umiddelbart forenelige med de læreprocesser, der er forbundet medundervisning og den viden og de faglige færdigheder, undervisning skal bibringe sine elever. De pædagogiske læreplaner skal tænkes på et felt, ingen rigtig ved hvad er: ”kulturelle udtryksformer og værdier” Det er ikke kulturelle udtryksformer og værdier i almenhed, der skal laves læreplaner for. Det er børns kulturelle udtryksformer og værdier. Spørger man i dag, hvad ’børnekultur’ er, kommer svaret prompte: kultur for børn, kultur med børn og kultur af børn, de to første kategorier dækker over en bred klassifikation af de kulturtyper, der i dag henvender sig til børn – klassiske og moderne medier og musiske aktivitetstilbud. Den tredje peger i retning af børns egne tegninger og billeder, historier og fortællinger, sange og musik, teater- og danseforestillinger. De produkter, musiske processer kan resultere i, med andre ord.
De 3 K’er - en klassifikation i splid med sig selv. De to første kategorier hænger sammen. De bygger på det gamle børnekulturbegreb, der definerer børnekultur som en enhedskultur og som - med en udviklingspsykologisk optik - betragter relationerne mellem børn og kultur som indlærings- og socialiseringsprocesser. Den sidste kategori, kultur af børn eller børns kultur, sprænger til gengæld klassifikationen og dens forståelsesgrundlag. Den bygger på et andet børnekulturbegreb, der forudsætter, at børn er i kultur, at de faktisk selv er kulturskabende. Den dækker over de kulturelle processer, der skaber mening og betydning for dem, der deltager, mens de finder sted. Som Carsten Jessen skriver, ”kultur, fordi børn nok er født med biologiske forudsætninger for at kunne gå og hoppe, men ikke med de konkrete former for gangarter og hoppemåder indkodet i generne. Det er børns kultur, fordi de henter forbillederne og formerne fra hinanden.”
Hvis læring er undervisning er mål ikke noget problem. Al undervisning er formålsstyret. Men hvis læring ikke er undervisning, er problematikken en anden. Problemet med loven et den kombinerer ’læring’ med ’mål for læring’ og dermed tilsyneladende afskærer de centrale læreprocesser, som hverken kan styres eller måles. Fortolkning af lovteksten kan få teori, begreber og praksis - leg, læring og udvikling - til at hænge sammen. De kommende pædagogiske læreplaner også omfatte: ”Kulturelle udtryksformer og værdier (kendskab til forskellige kulturelle udtryksformer og værdier, udnyttelse og brug af sanser via musik, tegning, dramatik, ler m.v.)”
Hvorfor skal vi have læreplaner? Vi har i Danmark i det 20. århundrede rost sig selv for vores oplysnings-, uddannelses-, børne- og ældreomsorgstænkning. Vi har satset kollektivt på retten til grunduddannelse, retten til videregående uddannelsesstøtte, på fri adgang til viden, oplysning og kvalitetspræget underholdning, retten til tryg alderdom.
Nordlæs- og Pisa-undersøgelsen har dog konstateret at De danske børn læser for sent, kan for lidt matematik, behersker ikke Danmarks geografi, taler kun middelmådigt internationale sprog.
Skoleloven fra 1814 gjorde undervisning lovpligtig og dengang var det kun hver anden uge der tvang børnene væk fra stalden, marker og køkkenet for at modtage den obligatoriske skolegang.
I det 20.århundrede kom der en kollektiv bevidsthed om skolens nødvendighed. Vuggestuer, børnehaver og dagplejer er så ungt et felt, at der i modsætning til Folkeskoleområdet endnu ikke er blevet skabt en kollektiv bevidsthed om institutionernes samfundsmæssige vigtighed. Siden 1960erne og 70erne, hvor både mænd og kvinder fik mulighed for at stå ’til rådighed’ for arbejdsmarkedet, har ’dagtilbuddene’ været samfundsmæssigt nødvendige. Men der har ikke været almen folkelig enighed om, at det var godt, slet ikke om, at det var godt for børn.
Danmark har allerede i en årrække fulgt dagsordenen. ’Indskoling’ hed det første slogan, der tog det sidste år fra børnehavelivet. Fænomenet skulle have været lovpligtigt. Det blev det ikke.
De ’pædagogiske læreplaner’ er endnu et skridt der handler det om at skabe de bedste forudsætninger for indskolingsårene. Den siger at: lær dem at omgås tal og bogstaver, natur, krop, sprog og kultur, så de redskaber og forudsætninger, decideret undervisning kræver, er til stede, når skolen og undervisningen har brug for dem. Det er ikke umiddelbart forenelige med de læreprocesser, der er forbundet medundervisning og den viden og de faglige færdigheder, undervisning skal bibringe sine elever. De pædagogiske læreplaner skal tænkes på et felt, ingen rigtig ved hvad er: ”kulturelle udtryksformer og værdier” Det er ikke kulturelle udtryksformer og værdier i almenhed, der skal laves læreplaner for. Det er børns kulturelle udtryksformer og værdier. Spørger man i dag, hvad ’børnekultur’ er, kommer svaret prompte: kultur for børn, kultur med børn og kultur af børn, de to første kategorier dækker over en bred klassifikation af de kulturtyper, der i dag henvender sig til børn – klassiske og moderne medier og musiske aktivitetstilbud. Den tredje peger i retning af børns egne tegninger og billeder, historier og fortællinger, sange og musik, teater- og danseforestillinger. De produkter, musiske processer kan resultere i, med andre ord.
De 3 K’er - en klassifikation i splid med sig selv. De to første kategorier hænger sammen. De bygger på det gamle børnekulturbegreb, der definerer børnekultur som en enhedskultur og som - med en udviklingspsykologisk optik - betragter relationerne mellem børn og kultur som indlærings- og socialiseringsprocesser. Den sidste kategori, kultur af børn eller børns kultur, sprænger til gengæld klassifikationen og dens forståelsesgrundlag. Den bygger på et andet børnekulturbegreb, der forudsætter, at børn er i kultur, at de faktisk selv er kulturskabende. Den dækker over de kulturelle processer, der skaber mening og betydning for dem, der deltager, mens de finder sted. Som Carsten Jessen skriver, ”kultur, fordi børn nok er født med biologiske forudsætninger for at kunne gå og hoppe, men ikke med de konkrete former for gangarter og hoppemåder indkodet i generne. Det er børns kultur, fordi de henter forbillederne og formerne fra hinanden.”
Lektor Flemming Mouritsen introducerede en forholdsvis ny
konstruktion af de tre K’er i artiklerne ”Børnekultur – legekultur” og ”Projekt
afvikling” fra 1996. Hans ærinde var faktisk ikke at lave en klassifikation,
men at pege på behovet for en ny, en kulturel, optik i en situation, hvor den
traditionelle pædagogisk-udviklingspsykologiske optik ikke længere var
tilstrækkelig til at forstå den multimedievirkelighed, moderne børn agerede i.
Mouritsens kulturelle optik på det børnekulturelle felt synliggjorde, hvad den pædagogiskudviklingspsykologiske optik havde usynliggjort: børns egen kultur. Dermed kom den tredje kategori til og udfordrede den pædagogisk-psykologiske optik, der havde styret forståelsen af de to første.
Mouritsens kulturelle optik på det børnekulturelle felt synliggjorde, hvad den pædagogiskudviklingspsykologiske optik havde usynliggjort: børns egen kultur. Dermed kom den tredje kategori til og udfordrede den pædagogisk-psykologiske optik, der havde styret forståelsen af de to første.
Fokus område 1: Det er ikke kulturelle udtryksformer og
værdier i almenhed, der skal laves læreplaner for. Det er børns kulturelle
udtryksformer og værdier.
Fokus område 2: Det pædagogiske kulturbegreb var et
dannelsesbegreb, der med rødder i rationalistisk erkendelsesteori
understregede, at børn ikke kunne være subjekter for egen dannelse.
