Tredje resume af Børn & Kultur

Teksten handler om de kulturbegreber der har været i spil op gennem årene  fra det industrielle samfund og op til det senmoderne videns- og oplevelses samfund

Thomas Ziehe (Tysk professor i pædagogik) var tidligt ude med et bud på konsekvenserne af den kulturelle forvandling. Han beskriver det som en kulturel frisættelse, hvor det centrale handler om en gennemgribende æstetisering af hverdagen. Fra 1980´erne kunne den aflæses overalt-i lokalplaner, i reklamer og markedsføring, i design af byrum, biler og livsstil. Frem til 1980’erne havde kulturinstitutioner og uddannelsesinstitutioner monopol på hver sin tilgang til det æstetiske og de kvalitets forestillinger, der knyttede sig til forvaltningen af det.
Uddannelsessystemet var omfattet af en pædagogisk diskurs, der så de æstetiske fag som middel til dannelse.

Kultursystemet definerede æstetik som professionel kunst. Kunst var det ægte, det originale, det fornyende, det indsigts givende. Det, kulturinstitutionerne kvalitets stemplede, var kunst. Monopolet var bygget på hierarkiske skel mellem kunst og håndværk.
Frem til 1980érne er disse monopoler og de sæt af normer, traditioner, konventioner og kvalitets forestillinger, de hver for sig forvalter , der er styrende for forståelse og vurdering af det æstetiske  og dets betydning.
Fra 1980érne brydes disse monopoler og æstetiske teknikker, udtryks og kommunikationsformer tages i brug i hverdagen.

Det er T. Ziehes point at der fra 1980érne fandt en kulturel, men ikke en social frisættelse, sted. Den kulturelle frisættelse akkompagneres af en social institutionalisering, der omfatter deres socialiseringsprocesser med pædagogiske og didaktisk målsætninger og intentioner.
Alt fra vuggestuer til skole og pædagogisk styrede fritidsaktiviteter bliver nye barndoms betingelser.
Det er overraskende nok også hans point at det ikke er her at børnene primært socialiseres, eller henter normer, værdier, regler, roller og identitet. Det gør de i den nye æstetiserede  hverdags kultur.

Børns perspektiv

I teksten skrives der også om børns perspektiv, som kan ud forskes med mange forskellige interesser. For alle forskningstyper gælder det at det er børneperspektivet det drejer sig om. Hvordan ser børn på det vi voksne siger. ”Skal vi ikke lege at du skal i bad nu og i seng bagefter” Dertil svarer barnet ”Det kan man da ikke lege”

Leg tjener leg

Alle disse hypoteser har ét til fælles: de starter alle med den antagelse, at leg må tjene noget som ikke er leg.

Opgave 2 om børn og vittigheder. Jeg sidder sammen med to af vores egne børn (17 og 18) og to af vores plejebørn (10 og 16) og snakker om denne opgave og om de fortæller vittighedder til hinanden i skolen. De svare alle at det kun er på smsér de gør det. Min den store pige kom med en hun havde fået for nyligt. Den er lidt fræk.... Du ved godt at en trekant hedder en tree some fordi det er med tre personer ikk? "Jo" svarede jeg og en firkant hedder en four some fordi det er med fire ikk? "Jo " svarede jeg igen. "Er det derfor du er Handsome"? 
 Heldigvis forstod den mindste den ikke.
Ellers har vittighedene med "Alle børnene"  været meget populære den sjoveste jeg husker at have fået fortalt var af min mindste datter, hun var nok 14 dengang.
Alle børnene hed Bjørn undtagen Jørgen han hed Søren. Den giver ingen mening men det rimer godt :-)

Jeg prøvede at fortælle en Århusianer vittighed men de forstod ikke lige det der med hvorfor man gør grin med Århusianerne, de kendte slet ikke begrebet "Århusianer vittigheder"

I Min praktik hørte jeg den her fra en dreng på ca 9 år. "Hvad kommer efter tyve? "En og tyve" svarede jeg. "Nej det gør politiet" Sagde han og grinte selv. 

Jeg er ikke sikker på hvad kategorier de ligger i eller hvad man kalder dem. Den første er i hvert fald en af de frække, den anden er meget kort og den sidste er nok kun en man vil høre fra børn..... Ja og barnlige sjæle.

RESUME: AT SKABE ANTROPOLOGISK VIDEN OM BØRN

I kapitlet præsenterer de os for nogle generelle overvejelser over feltarbejdet som udgangspunkt for den antropologiske videns skabene. De vil forsøge at præcisere, hvilke særlige perspektiver antropologien kan bidrage med i forhold til studier af børn. De ser antropologisk børnforskning som en videnskabelig disciplin, der er rettet mod børn og de sammenhænge de indgår i. De taler om en videnskabelig tilgang der hverken er behovskabt eller målrettet, afgrænset eller forud defineret, men som derimod stræber efter indkredsning af de mange forskellige forhold, der opleves af og virker ind på børn.
De beskriver Deltagerobservationen som et dobbeltspil, hvor du både er aktør i det der sker, men samtidigt skal kunne træde tilbage og være observatør og kunne reflektere over det observerede og måske umiddelbare genkendelige. 
 Der skrives om nogle forsker der havde fået tilgang til en farm i Tanzania hvor børn havde et fysisk hårdt arbejde i forbindelse med kaffe dyrkningen. De fik næsen ingen løn og levede under umenneskelige forhold. Der var det en stor udfordring ikke at lade sig rive med af de vilkår og den udnyttelse børnene arbejde under. Der galt det om at forstå de lokale præmisser og ikke overføre egen barndoms opfattelse til et miljø, der kan have andre værdier og forståelse af, hvad et barn er. Man må forstå de omstændigheder der gør børnearbejdet muligt og meningsfuldt for de mennesker der engageret i det.
De siger i afsnittet om ”Feltarbejde som refleksiv tilstand” at grundlaget for at håndtere balancen mellem nærhed og distance er refleksivitet, og kun gennem systematiske overvejelser over feltprocessen, empiriens karakter og egne forudsætninger kan man håndtere på én gang at skulle sætte sig ind i andre menneskers liv og forsøge at forklare deres livs omstændigheder, værdier og rationale, uden at ens egne begreber overtager den analytiske konstruktion af sammenhænge.
 Om konstruktionen af et barne perspektiv står der at i forbindelse med at antropologer og sociologer i slutningen af firserne, begynde at formulere paradigmatiske overvejelser om børne- og barndoms forskning.
 Børn blev inddraget i forskning som aktører på lige fod med andre informanter.

Fokus punkt 1
Med til de overvejelser, man må gøre sig, er, hvorvidt og hvordan objektet for ens forskning lader sig identificere som objekt. I hvilken forstand kan vi overhovedet tale om børn som forsknings objekt?

Min erfaring med udsatte børn og unge er at de kan ”spille” den rolle vi gerne vi se dem i, det vil de kunne gøre længe hvis de har et mål med det, og feltarbejdet ville der kunne tage flere uger for at gennemskue dem. Eksempel: Et teenager pige har gennem længere tid været vanskelig og på tværs i alt der blev forlangt af hende. Hun spørg 2-3 måneder i forvejen om hun måtte komme til en festival. Hun får at vide, at med den opførelse hun ligger for dagen, kan det ikke komme på tale. Derefter har hun 2-3 måneder hvor hun gør alt hvad hun bliver bedt om, hun overholder samtlige aftaler og er høflig over for alle.
Kom der en ny observatør ind i det forløb ville han/hun ikke kunne få det rigtige billede af den unge.

Fokus punkt 2
Den viden, som børn giver udtryk for gennem udsagn og handlinger, er væsentlig i denne sammenhæng som kilde til forståelse af deres liv og barndommens betingelser. Indtil for relativt nyligt har denne viden været negligeret i forskningen med det resultat, at vores indsigt i individuelle børns opfattelser historisk set er ret begrænset.

Det kan undre mig at man i så mange år har snakket hen over hovedet på børn når man har forsket i og analyseret deres adfærd.