RESUME: AT SKABE ANTROPOLOGISK VIDEN OM BØRN

I kapitlet præsenterer de os for nogle generelle overvejelser over feltarbejdet som udgangspunkt for den antropologiske videns skabene. De vil forsøge at præcisere, hvilke særlige perspektiver antropologien kan bidrage med i forhold til studier af børn. De ser antropologisk børnforskning som en videnskabelig disciplin, der er rettet mod børn og de sammenhænge de indgår i. De taler om en videnskabelig tilgang der hverken er behovskabt eller målrettet, afgrænset eller forud defineret, men som derimod stræber efter indkredsning af de mange forskellige forhold, der opleves af og virker ind på børn.
De beskriver Deltagerobservationen som et dobbeltspil, hvor du både er aktør i det der sker, men samtidigt skal kunne træde tilbage og være observatør og kunne reflektere over det observerede og måske umiddelbare genkendelige. 
 Der skrives om nogle forsker der havde fået tilgang til en farm i Tanzania hvor børn havde et fysisk hårdt arbejde i forbindelse med kaffe dyrkningen. De fik næsen ingen løn og levede under umenneskelige forhold. Der var det en stor udfordring ikke at lade sig rive med af de vilkår og den udnyttelse børnene arbejde under. Der galt det om at forstå de lokale præmisser og ikke overføre egen barndoms opfattelse til et miljø, der kan have andre værdier og forståelse af, hvad et barn er. Man må forstå de omstændigheder der gør børnearbejdet muligt og meningsfuldt for de mennesker der engageret i det.
De siger i afsnittet om ”Feltarbejde som refleksiv tilstand” at grundlaget for at håndtere balancen mellem nærhed og distance er refleksivitet, og kun gennem systematiske overvejelser over feltprocessen, empiriens karakter og egne forudsætninger kan man håndtere på én gang at skulle sætte sig ind i andre menneskers liv og forsøge at forklare deres livs omstændigheder, værdier og rationale, uden at ens egne begreber overtager den analytiske konstruktion af sammenhænge.
 Om konstruktionen af et barne perspektiv står der at i forbindelse med at antropologer og sociologer i slutningen af firserne, begynde at formulere paradigmatiske overvejelser om børne- og barndoms forskning.
 Børn blev inddraget i forskning som aktører på lige fod med andre informanter.

Fokus punkt 1
Med til de overvejelser, man må gøre sig, er, hvorvidt og hvordan objektet for ens forskning lader sig identificere som objekt. I hvilken forstand kan vi overhovedet tale om børn som forsknings objekt?

Min erfaring med udsatte børn og unge er at de kan ”spille” den rolle vi gerne vi se dem i, det vil de kunne gøre længe hvis de har et mål med det, og feltarbejdet ville der kunne tage flere uger for at gennemskue dem. Eksempel: Et teenager pige har gennem længere tid været vanskelig og på tværs i alt der blev forlangt af hende. Hun spørg 2-3 måneder i forvejen om hun måtte komme til en festival. Hun får at vide, at med den opførelse hun ligger for dagen, kan det ikke komme på tale. Derefter har hun 2-3 måneder hvor hun gør alt hvad hun bliver bedt om, hun overholder samtlige aftaler og er høflig over for alle.
Kom der en ny observatør ind i det forløb ville han/hun ikke kunne få det rigtige billede af den unge.

Fokus punkt 2
Den viden, som børn giver udtryk for gennem udsagn og handlinger, er væsentlig i denne sammenhæng som kilde til forståelse af deres liv og barndommens betingelser. Indtil for relativt nyligt har denne viden været negligeret i forskningen med det resultat, at vores indsigt i individuelle børns opfattelser historisk set er ret begrænset.

Det kan undre mig at man i så mange år har snakket hen over hovedet på børn når man har forsket i og analyseret deres adfærd.